For at styrke tandlægeklinikkernes konkurrence- og omstillingsevne, er det vigtigt med en veluddannet medarbejderstab, både hvad angår faglige, almene og personlige kvalifikationer.
Når en klinikassistent har 6 måneders anciennitet, opnås der ret til 2 dages efteruddannelse ifølge overenskomsten mellem Tandlægeforeningen og HK/Privat. Ubrugte uddannelsesdage kan efter aftale overføres/opspares til de efterfølgende år, eventuelt til brug for længerevarende uddannelse.
Uddannelsesplanlægning bør ske i et samarbejde mellem ledelse og medarbejder og tilrettelægges ud fra den enkelte tandlægekliniks medarbejderstab og situation.